Prøv lige at tænk lidt over....! Hvad nu hvis vi i virkeligheden blev født helt perfekte, med den højeste åndelige bevidsthed, født som rent lys, inkarneret i en spæd krop, lille, fin, uspoleret. At vi derfra bruger hele vores ungdom på at blive gradvist mere og mere sindsyge pga. Verden omkring os, at vi tror at vi skal tilpasse os alle andres normer og magtens illusioner som om vores liv afhang af det?! Jeg tror at det er en form for selvhad, en selvdestruktion der bliver plantet i os fra barnsben af, plantet af mennesker, myndigheder, og omstændigheder, omstændigheder der er konstrueret til at disconnecte os fra vores åndelighed, vores skaber, den alt omfavende kærlighedskraft der omgiver os alle, men som kun få er forundt at se, fordi at der er så meget støj omkring os alle, mange mærker ikke efter, de er helt skudt af på stoffer, og når jeg skriver stoffer, så refererer jeg til tv, slik,kaffe, flour, nikotin, sprut, gmo foder, sprøjtegift, biffen, legeland med ungerne, zoologisk have, ja jeg kunne blive ved i et væk, men det vil jeg spare jer for her, jeg sikker på at i forstår essensen. Det der adskiller os fra vores indre og fra hinanden er en løgn, hvad med alle nuancerne, hvad med at sætte pris på skønheden i farven grå? Det hele er slet ikke så sort/hvidt som vi ofte går og forestiller os, hvorfor stiller mange ikke dem selv spørgsmålet "Er der ikke mere end det ydre liv at dykke ned i, nu jeg har det så dårligt?" Folk er så pisse forvirret hele tiden fordi at de adopterer alle andres sandhed, hvad med ens egen sandhed, den der kommer dybt inde fra, hvorfor skal den ikke have plads? Prøv at spørg dig selv om hvorfor mon, hvorfor kan vi ikke få ro til at mærke os selv? Mit bud er slaveri, nogen gør dig til en slave af dig selv, en slave af samfundet, så du for evigt vil vandre gennem livet, gennem tiden, hvileløst og uforløst, i frygt for din næste, din næstes intentioner og i frygt for hvad dine omgivelser kunne finde på at byde dig. Husk at du er din egen navigatør, driv verdens dæmoner for døren og du vil være fri, fri i dig selv, fri til at leve og elske uden forbehold, tage verden ind. Al denne adskillelse mellem mennesker er slet ikke meningen, tværtimod, det er meningen at vi skal være sammen, lære af hinanden og med hinanden, gå gennem livet med at åbent hjerte, danse med hinanden hånd i hånd, leve, elske, grine og le til den dag vores kødlige køretøj ikke længere kan mobilisere krafterne til at forsætte, til den dag vores kødlige klædedragt er slidt ned, så den til sidst hænger i laser, pga. Den dans vi valgte at tage mens vi stadig kunne. Hvor ville det dog være ualmindeligt trist hvis vi holdte os selv tilbage fra at tage den dans, tage den chance, for hvis vi tillader os selv at lade være, ja, så går vi også glip af kærligheden, alle minderne, al læringen, og så går vi udelukkende på illusionernes sti med den falske profet i hånden. Vælger vi lyset og vender os mod Gud og universet falder alle gode gaver oven ned, som det så smukt lyder i en af danske salmer. Så tag imod alt hvad livet byder på godt og på ondt, og vid samtidig at din sjæl er usårlig, det er kun menneskehjernen og egoets kraft der spænder ben for din sande essens, så forlad dog de pokkers illusioner og gå i kærlighed til dig selv og til verden og du vil opleve at al frygt forsvinder bort som dug for solen og du vil aldrig gå alene eller i frygt igen, her findes udelukkende K/ÆRLIGHED
